Mærkesager

Hundens Tarv arbejder bredt for bedre forhold for hunde i Danmark. Men vores hovedfokus ligger på disse fem mærkesager:

  1. Dyreværnslovgivning og hundeloven
  2. Dyreværnskorps (dyrepoliti)
  3. Akut aflivningstruede hunde
  4. Oplysningarbejde

Dyreværnslovgivning og hundeloven

Hundens Tarv mener, at dyreværnslovgivningen bør strammes kraftigt op. Strafferammerne for mishandling og vanrøgt af dyr skal skærpes.
Dyr er levende væsener som føler både angst og smerte, når de udsættes for overgreb.

Ikke desto mindre, og på trods af stor folkelig og medieopmærksomhed på emnet, ser vi stadig grovere sager, hvor dyr udsættes for mishandling.
Vi mener det er uetisk og uværdigt, at man i et moderne velfærdssamfund ikke respekterer dyrs ret til en anstændig behandling.

Dyreværnskorps (dyrepoliti)

Hundens Tarv mener, at vi i Danmark har akut behov for en uafhængig dyreværnsenhed, populært kaldet “Dyrepoliti”, som kan gribe ind og hjælpe alle disse dyr, der udsættes for menneskers overgreb. En Dyreværnsenhed bør være uafhængig, men arbejde tæt sammen med Politiet og andre myndigheder. Altså en selvstændig enhed i lighed med hvad der findes i mange af de lande vi ellers sammenligner os med, som for eksempel i Storbritanien.

Hundens Tarv har siden 2008 arbejdet sammen med en række organisationer og enkeltpersoner om at nå dertil. Det drejer sig om:

  • Inges Kattehjem
  • Hesteinternatet af 1999
  • Dansk Dyreværn Århus
  • Aktive Dyrevenner
  • Alle Dyrs ret
  • Nyt Hesteliv
  • Dyrlæge Lene Kattrup

… – og naturligvis Hundens Tarv.

Et dyreværnskorps er et korps af specialuddannede personer, der har til opgave at komme nødstedte dyr til undsætning. Dertil kommer et centralt kontor med sekretariat, juridisk og veterinær ekspertise, samt hvor borgere og dyrevænrsorganisationer har adgang til et centralt sted, hvor sager kan anmeldes. Dyreværnskorpset skal primært tage sig af anmeldelser, rådgivning og opfølgning på sager.

Et dyreværnskorps kan kaldes ud til alle former for dyreværnssager i forbindelse med mishandling, misrøgt og vanrøgt af dyr, herunder også naturkatastrofer, hvor dyr er implicerede.

Korpset skal være opmærksom på steder, hvor der findes mange dyr:

  • Dyrehandlere
  • Hestehandlere
  • Steder med forsøgsdyr
  • Rideskoler
  • Kenneler
  • Katterier
  • Landbrug traditionelle
  • Pelsfarme
  • Opdræt af og kommercielt hold af hjorte og andre vildtarter
  • Zoologiske haver, dyreparker og lignende
  • Cirkus
  • Private dyrehold
  • Transporter af eksotiske dyr
  • Dyretransporter generelt
  • Dyretransporter med slagtedyr, herunder eksport
  • Private dyrehold
  • Ikke kommercielle opdræt

Akut aflivningstruede hunde

Takket være hundeinternater, hundenetværk og privatpersoner, er der mange hunde, der får en chance til, når de ikke kan blive i deres hjem. Tilbage bliver der en restgruppe. Det er de hunde der har et akut behov for et hjem. For eksempel:

  • Hittehunde
  • Efterladte hunde
  • Akutte dødsfald
  • Hunde indbragt til aflivning

Altså hunde, som i mange tilfælde har haft lidt “skæve” hjem, eller har været udsat for ubehagelige oplevelser.
Det kræver både en større indsats at finde hjem til den slags hunde, og deres nye hjem skal have større viden om hunde, end gennemsnits hundeejeren.

På traditionelle internater ender disse hunde ofte med at blive aflivet, simpelthen på grund af internaternes stramme økonomi,
samt at hundeinternater i Danmark altid er overfyldte.

Hundens Tarv ønsker at hjælpe disse akut aflivningstruede hunde til et nyt godt hjem, hvor det er muligt,
ud fra en samlet vurdering af hundens chance for at få et godt liv.

Oplysningarbejde

Hvert år aflives der ca. 15000 sunde og raske hunde i Danmark. Et uetisk højt tal, som bl. a. skyldes manglende viden om hundens krav til et godt liv.

Hundens Tarv ønsker gennem et bredt oplysningsarbejde, at nuværende og kommende hundeejere får større viden om hundens krav til et godt liv. Vi ønsker, at det skal være vanskeligere at anskaffe en hund, samt at nye hundeejere skal vise, for eksempel igennem en “kørekortsordning”, at de mangter og evner at opfylde hundens behov, så impulskøb undgås.

Eksempler på oplysningsarbejdet er:

  • Hundetræning, der som vi ser det, i lige så høj grad er træning af ejeren.
  • Udgivelse af oplysningsmateriale om hunde og det at eje hunde.
  • Artikelbasen på hjemmesiden her.
  • Dog Camp, som er et årligt arrangement med aktiviteter for hunde og deres ejere.
  • Deltagelse i dyrearrangement landet over.